Hårdtvandskilliefisk

Min hovedinteresse har i mange år ligget hos forskellige former for ungefødende tandkarper, men i den seneste tid har jeg inkluderet slægterne Cyprinodon, Crenichthys, Fundulus og Profundulus. Dette skyldes at disse fisk bebor mange af de samme vande og har nære familiære forbindelse til for eksempel goodeiderne. Derfor er de blevet en naturlig udvidelse af mit fiskehold.

Generelt opdrætter jeg med de forskellige arter uden for store selskabsakvarierne og dette fungerer tilfredsstillende. På denne måde er jeg både i stand til at give fiskene store forhold, holde større bestande og lave gode kontrollerede opdræt hvor ungernes vækst ikke forstyrres af forældrefiskenes tilstedeværelse.

Jeg har skrevet denne artikel som en slags introduktion til disse slægter og min måde at holde fisk på. Jeg kan ikke prale af årelange erfaringer med de her nævnte arter, men jeg har tilsyneladende succes med at holde dem, og jeg håber at flere af mine ideer kan inspirere andre. Den skal altså ikke betragtes som at videregive en endegyldig sandhed omkring disse fisk, men mere som en kombination af de erfaringer jeg har fra mine år som akvarist, i kombination af en dyb fascination af de levevilkår disse fisk kræver og trives under.

Udenfor har jeg desværre endnu ikke fået så mange damme som jeg kunne ønske. Jeg har adgang til et par enkelte hos venner og familie, men eller bruger jeg murerbaljer og andre beholdere placeret direkte oven på jorden. Heri svinger temperaturen i perioden maj til oktober mellem 10 og 35 grader, hvilket passer de fleste af de fisk jeg har godt. Ligeledes den store tilgang til forskellige insektarter og deres larver er noget som fiskene nyder godt af.

Jeg har i år eksperimenteret med akvarier i vindueskarmene. Dette har den fordel at man bedre kan give større svingninger i vinter/sommertemperaturen og dag/nat temperaturen. Dette er af stor betydning for mange af de ørkenlevende arter fra Crenichthys og Cyprinodon-slægterne. Den store opblomstring af alger giver gode yngleforhold for fiskene og et godt kosttilskud. Også variation i daglængden har betydning, ikke mindst for de nordligere udbredte arter der har yngletid ved tiltagende daglængde. Et ekstra pluds er at man kan dyrke forskellige Echinodorus og Saggitaria-ater her og få luftblade om sommeren med dertil hørende blomstring. Af gode arter til forhold med store temperatursvigniner kan nævnes: E. macrophyllum, E. osiris, E. uruguayensis og S. platyphylla. Alle tåler mellem 7 og 35C, sidstnævnte er sågar vinterhårdfør. Også mange flydeplanter er væsenligt lettere her frem for i mere traditionelle akvarier.

Indenfor har jeg forskellige akvarier i størrelser mellem 50 og 500 liter. Mindre akvarier end det, bruger jeg kun til opfodring af mindre kuld unger eller til isolering af enkelte fisk. For eksempel hanner der har været i slagsmål eller hunner som jeg ønsker en vis rognsætning på før de bliver brugt til opdræt.

Mine akvarier er gerne fyldt med alger og forskellige ægte vandplanter som Najas, Ceratophyllum, der begge er i stand til at gro i algerne, og Vallisneria. I stedet for at have mindre artsakvarier har jeg større selskabsakvarier med fisk der kommer fra lignende forhold i naturen, men som udfylder forskellige nicher i akvariet. Jeg tilstræber at have mange af samme art, visse arter helt op til 50 individer. I sommerperioden har jeg færre voksne og flere unger. Dette skyldes at der gerne er stor afsæt på de forskellige arter, samtidigt med at yngleperioden falder i sommermånederne. Mange af fiskene holdes med udpræget vinterhvile og enkelte går endog i dvale hvor dette er naturligt for dem.

I kælderen har temperaturen i vinter ligget på mellem 7 og 14C. Mange fisk har overvintret hernede. For flere af arterne er det formodenligt af stor vigtighed at de får en udpræget hvileperiode om vinteren hvis man vil holde en vital population over flere generationer.

Til opdræt bruger jeg forskellige former for trådalger. Nogle arter foretrækker grove alger og andre fine såkaldte "slimalger". Men alle foretrækker en eller anden form for alger frem for legemopper. Æggene er lette at finde i algerne. Man tager dem op og lader dem dryppe af i cirka 10 minutter. Derefter piller man æggene ud og over i en skål eller isboks med lidt vand fra legeakvariet.

Når jeg står med en portion nylagte æg, anbringer jeg dem i en isbox med vand fra opholdsakvariet. Jeg bruger aldrig svampemiddel. Samtidig klargør jeg en beholder af minimum 25 liter. Denne fylder jeg dels med frisk vand, dels med en eller to liter fra havedammen. Hele herligheden placeres så det får sollys. Derefter poder jeg beholderen med lidt daphnia.

Jeg begynder nu at fodre med flydende foder beregnet til æglæggene fisk i beholderen . Dette stimulerer daphnia produktionen og disse får hurtigt en del unger. Sollyset bevirker at alger udvikles og vandet fra dammen indeholder en del smådyr og planktonorganismer der ligeledes hurtigt udvikler sig. Når ungerne er klækket og er fritsvømmende bliver de sat i beholderen. Hos Cyprinodon når de bevæger sig frit omkring (se Cyprinodon eremus). I en 25 liter beholder med dens former for smådyr og alger kan 15 fiskeunger fint klare sig i et par uger hvor man udelukkende fodre daphnia populationen med LiquidFry.

Som en slags skraldemænd bruger jeg Asellus aquaticus, Vandbænkebidere, til at nedbryde fiskeungernes affaldsstoffer og æde døde daphnia. Endvidere bruger jeg forskellige former for lungesnegle, idet disse ikke konkurrerer med fiskeungerne om ilten, men er nyttige ved nedbrydning af foderrester og detritus. Får jeg for mange snegle bruger jeg nogle ungdyr fra Moskusskildpadderne (Sternotherus odorata/Kinosternum odoratum). Disse kan næsten udrydde en sneglebestand i løbet af en halv times tid. Moskusskildpadder har den fordel at de er tillidsfulde, ikke spiser fisk (ikke engang døde) og er utroligt lette at holde da de ikke kræver adgang til land udenfor æglægningssæsonen.

Mit grundfoder er hele skaldrejer og alger. Mange fisk har brug for et betragteligt tilskud af grøntfoder, og frem for at give erstaningsfoder, får de den rigtige vare. En interessant ting med hensyn til grøntfodring er den nytteværdi en moderat mængde af organisk detritus bestående af døde algedele og døde insekter har for mange fiskeunger. Hos slægter som Cyprinodon og Crenichthys kan ungerne ligefrem leve i dagevis af dette og hvad dette ellers indeholder af smådyr uden at man behøver yderligere fodring.

Her ud over bruger jeg levende foder som jeg, med de milde vintre vi har for tiden, kan skaffes i 10 ud af årets måneder. Det levende foder udgør ca. 40% af fiskenes ernæring. Jeg bruger forskellige former for myggelarver og Daphnia/Cyclops/Bosmina. Til mange voksne fisk bruger jeg endvidere Gammarus pulex og Asellus aquaticus. At skaffe dette er ind i mellem en kompliceret beskæftigelse, idet jagten på de forskellige insektarter og krebsdyrarter og deres ind i mellem begrændsede aktivitetsperiode er en ren detektivopgave.

Imidlertid lærer man efterhånden at kende de forskellige vandhuller og bække, og man får en indsigt i de miljømæssige faktorer og deres indflydelse på dyrenes aktivitet. For eksempel er der Daphnia arter/former der kun har aktivitet i et par af vintermånederne langs bredder af små skovvandhuller. Visse myggearter lægger deres æg om sommeren/efteråret i fordybninger i skovbunden. Disse fordybninger viser sig at være temporærer vandsamlinger der i vinter og forårsmånederne viser sig at give gode livsbetingelser for myggelarverne og yder dem beskyttigelse ved ikke at indeholde væsentlige prædatorer. Dette grundet den årlige udtørring.

Det vand jeg bruger i alle akvarier, uden undtagelse, er ægte fynsk vand direkte fra hanen. Dette har en pH værdi på omkring de 8 og er middelhårdt til hårdt. Jeg bruger ikke at lade vandet stå før jeg jeg fylder fisk i det og jeg har aldrig haft problemer af den grund.

Generelt om denne slægt kan det siges at det generelt drejer sig om reliktarter, det vil sige at de er sidste rester af i tidligere tider meget udbredte fisk. Det er typisk ørkenlevende fisk der nu findes i oaser, varme kilder og ligende. Disse ørkenområder har i fortiden være mere frodige og enkelte store områder har være søer. Fiskene er således "strandet" i små kilder og småsøer hvor de finder deres måske sidste levesteder. Dette har også bevirket at mange af dem kun findes i meget små populationer der er sårbare; ikke mindst grundet de interesser der er i vand i disse områder.

Udpræget hos Cyprinodon finder man det man kalder for plastiske fænotyper. Fiskene vokser i deres habitat efter forholdene; det vil sige hvilke temperatursvingninger de oplever og hvilket næringsstoffer de indtager. I akvariet ændre de sig; undertiden væsenligt. De bliver større, får andre farver etc. Det bedste eksempel er hos Cyprinodon diabolis der er en af de mest truede fisk i verden. Man fjerne nogle få eksemplarer fra deres eneste naturlige levested i Devils Hole i Nevada og placerede dem i et refugie og i akvarier. Generationen efter havde da ændret sig så meget at de ikke kunne bestemmes som Cyprinodon diabolis ud fra den artsnøgle man havde. Fiskenes genetiske baggrund er den samme, men deres form havde tilpasset sig de nye forhold med andre næringsstoffer og andre fysiske faktorer.

Den er endemisk i Quitobaquito Spring i Organ Pipe Cactus National Monument i Arizona hvor der lever en solid bestand på skønsmæssigt 10.000 individer. Arten er ikke direkte truet i naturen, men som med mange andre ørkenarter der lever i isolerede bestande, er den potentielt truet ved kun at leve et sted. Vandområder er i ørkener altid udsatte.

I akvariet er den let at holde og trives i flokke i akvarier på minimum 100 liter. Jeg ved at andre holder arten i mindre akvarier og her er det som i introduktionen nævnt, vigtigt med en så stor bundflade som muligt. Som ved mange andre killifisk så er to hanner i et lille akvarie endbetydende med døden for den ene, hvor i mod man bedre kan have mange arter på lidt plads hvilket vil fordele aggressionerne.

Yngleperioden starter i marts og slutter i september. Om vinteren er det en fordel at give fiskene en vinterhvile/dvale ved temperaturer omkring 10 - 15 grader, eventuelt lavere. Denne kan så gradvis øges i løbet af februar og fiskene er klar til opdræt i marts. Mindre vinduesakvarier der kan opvarmes af solen er gode og fiskene foretrækker alger til æglægning. Yngletemperaturer er mellem 20 og 35C. Man skal undgå højere temperaturer, idet man da kommer for tæt på noget der kan blive fatalt. Fiskene foretrækker at lægge deres æg så tæt på vandoverfladen som muligt. Ved observationer i havedammen har jeg bemærket at fiskene næsten kravler ud af vandet og op på algerne for at lægge æggene der. Her er de naturligvis beskyttet for andre fisk, men de ekstreme temperaturer æggene her oplever, er bemærkelsesværdige. Imidlertid klarer æggene dette fint og man må da også formode at fiskene bruger samme gydesteder i naturen. Her skal man tage i betragtning at "naturen" i dette tilfælde er under Arizonas brændende sol.

Ungerne er lette at opfodre og er som alle Cyprinodon-arter bundhoppere i de første par uger. Dette har i naturen den fordel at ungerne lever deres første tid beskyttet i algelaget og når de bliver mere mobile, kan de vandre ind på lavt vand hvor forældrefiskene ikke befinder sig.

Cyprinodon eremus trives som nævnt godt på friland om sommeren. Æg kan indsamles i flydealgerne, men ellers kommer det sjældent til succesfyldt opdræt og det store antal unger skal man ikke regne med. Tidlige forårsopdræt der i mod kan drage fordel af at opvokse på friland og vil her bliver smukke og kraftige fisk der kan sikre næste generation. En interessant detalje er at den gule farve på halefinnen og haleroden som man finder hos vildtfisk kun kan genskabes med sommerophold udenfor. Ved kun at have fiskene indenfor bliver halefinnen farveløs.

Cyprinodon variatus komplekset er udbredt på en anden måde end de ørkenlevende Cyprinodon-arter. Den findes i kyststrækningen fra Trinidad til New York i forskellige underarter. Endvidere er gruppen udbredt på flere af øerne øst for Mellemamerika.

Denne nordlige underart af Cyprinodon varigatus blev fanget til mig af en fiskeven i North Carolina. Jeg modtog midt i maj måned 5 hanner og 1 hun. Fiskene kommer fra en lagune der er under indflydelse af tidevandet. Saltindholdet ved indsamlingen var 20ppt. I naturen lever den sammen med Fundulus luciae, Gambusia holbrooki og Poecilia latipinna.

Efter to uger mistede jeg to af hannerne, men senere ingen dødsfald. Jeg brugte lidt salt i starten, men trappede dem hurtigt ned til ren ferskvand. Jeg tillægger vores vands hårdhed den hurtige tilvænning. Hos flere fiskearter for eksempel Poecilia latipinna, er det ikke så meget vandets saltindhold, der er væsentlig, men hårdhedsgraden.

Fiskene tilvænnede sig i løbet af et par uger og begyndte at vokse hurtigt. De brød sig ikke om stillestående vand hvilket de viste ved at ligge sig på bunden når vandet stod stille. Derfor indstallerede jeg da også en lille pumpe og den svage vandbevægelse fik hannerne til at danse for hunnen. Hannerne bliver orangebuget, får en smuk skinnende blå streg over bugen. Endvidere har dominerende hanner hvide finnespidser.

Hannerne var moderat aggressive overfor hinanden, men placeringen af gruppen i et 100 liters akvarie med en tæt bestand af grove alger, Ceratophyllum og Najas, dulmede gemytterne. Kun en han parrede sig med hunnen. I juni begyndte æglægningen. I starten kunne jeg ikke finde æg, men jeg fandt senere ud af at disse blev lagt i algerne på pumpen omkring udstrømningen.

Arten har formodenligt brug for en kølig overvintring og er endvidere velegnede i havedamme om sommeren. I naturen er der ofte isbelægning på vandet om morgenen i løbet af vintermånederne. Udenfor yngletiden er fiskene stimelevende. Det gælder for voksne, men også årets produktion af unger indtager straks denne strategi.

De voksne tilbragte perioden efter æglægningen i en 3000 liters havedam sammen med Ameca splendens, Skiffia multipunctata, Godea atripinnis, Characodon lateralis, og Fundulus confluentus. Her viste mangel på vandbevægelse sig ikke at være et problem. Dette er måske et udtryk for en yderligere tilvænning.

Crenichthys-arterne lever som mange Cyprinodon i nogle få varme kilder hvor de har overlevet uforstyrret og isoleret. Crenichthys baileyi har 4 underarter der alle er sårbare. Endvidere indeholder slægten Crenichthys nevadae. De er systematisk i samme gruppe som Goodeiderne, men har deres egen underfamilie. Af karakter og adfærd minder de mest om Characodon-arterne.

En udpræet varmtvandsfisk som fortjener en mere uddybende artikel. Endvidere har jeg kun haft den i få måneder, og min viden om den er primært teoretisk. Jeg har dog alligevel medtaget den her grundet min tilsyneladende succes med den. Jeg har haft godt med yngel af den i juni og juli og jeg stoppede med at indsamle æg grundet pladsmangel. Jeg har brugt at placere et langt akvarie direkte i et sydvindue. Et varmelegme har holdt temperaturen på minimum 24 grader. Solen har undertiden opvarmet det hele til 37,1C uden at fiskene har vist tegn på ubehag.

Jeg forventer at holde en større gruppe af denne stærkt udryddelsestruede fisk. Hannerne synes ikke at skelne mellem deres egne hunner og hunner af for eksempel Limia rivasi. En enkelt af hannerne foretrækker Limia-hunner, som de parrer sig med som Limia-hannerne ville. Det er interessant som adfærden kan være så lig mellem så to vidt forskellige arter at de forsøger sig med parring.

Generelt om disse to familier er at de er placeret som søsterfamilier sammen med Goodeiderne. Det er særdeles livlige fisk der er pladskrævende. Tilgengæld keder man sig aldrig ved at betragte dem. De er taknemmelige fisk der stiller nogle få basale krav, men som man når disse er opfyldt kan have megen glæde af.

Denne Fundulus blev indkøbt på killiudstillingen i 2000. De har overvintret i kælderen hvor temperaturen har svinget mellem 7 og 14C. Af foder har de fået 70% levende foder og resten har bestået af frosne røde myg og fintdelte rejer. Under vinterdvalen spiste dyrene når temperaturen var over 12C. Der var næsten altid levende foder i akvariet undtagen i perioder hvor frostvejr umuliggjorte indsamling.

Fiskene ynglede i sidste halvdel af april da temperaturen steg til 17C+ og de fortsatte en måned frem hvorefter produktionen faldt og blev uregelmæssig. Æggene var cirka 15 til 18 dage om at klække. Ungerne er ved klækningen ret store og kunne med det samme tage små Daphnia og Cyclops.

Arten har tilbragt sommeren udenfor i en 3000 liters havedam. Her trives de godt. De bevæger sig rundt i mindre grupper af 2-3 stykker. Hannerne har løst strukturerede revirer som de forsvarer ret inkonsekvent. Man kan altid kende fisken fra oven på den hvide plet ved rygfinnen.

Profundulus guatemalensis erhvervede jeg på SKS-udstillingen i 2000. Arten blev for et par år siden fanget af en spanioler i Guatemala. Denne har siden spredt den til et par få interesserede. Profundulus-slægten er generelt dårligt repræsenteret i killihobbyen og pt. findes muligvis kun denne art. Slægten er nært beslægtet med goodeiderne og Fundulus-gruppen. Slægtens mangel på popularitet tror jeg blandt andet hænger sammen med at det er de forkerte folk der har haft dem. Slægten tiltaler sjældent den gennemsnitlige killiot, men måske er det hos goodeide-liebhavere man skal findes dens sande fanskare.

De er aggressive indbyrdes og akvarier under 100 liter for et par i legestemning er minimum. Mine blev efter udstillingen sluppet løs i et 500 liters akvarie sammen med Endlers guppy, Ataeniobius toweri og Ameca splendens. Hannerne fra de to par jeg fik, delte hurtigt akvariet op imellem sig, hvoraf den ene fik 110 cm og den anden resten. I de lange trådalger fandt jeg hurtigt æg, og der var unger et par uger efter udstillingen.

Opfodringen af ynglen er let om end det går langsomt. Udfarvningen starter efter 5 måneder hvor fisken er 4 centimeter, herefter går det mere langsomt. Jeg skønner at fisken først er fuldt udvokset efter 1,5 år. I for små akvarier slår hannerne hinanden ihjel. Hunnerne drives undertiden hårdt. Vintertemperaturen må gerne reduceres lidt og 16-18C er fuldt tilstrækkeligt. Efter en sådan overvintring bliver hunnen hurtigt rognfyldt og et 50% vandskift med køligt vand kan sætte tre ugers leg i gang. Herefter holder fiskene lange pauser, specielt når det bliver for varmt; dvs over 24C. Temperaturer om sommeren skal helst holdes mellem 18 - 24C, ved temperaturer over 26 C viser fiskene tydelig tegn på ubehag.

Fisken har en stærk karakter og er en fornøjelse hvis man har plads nok. Den passer godt i større akvarier med goodeider og Cyprinodon der stiller lignende krav. Jeg er for tiden ved at opbygge en større bestand som gerne skulle ende med 15 par. Mine forsøg viser at mange hanner sammen danner en hierakisk struktur hvor de enkelte fisk ikke lider overlast.

Her til sidst vil jeg gerne give et lille portræt af en vandbeholder udenfor med killifisk i. Oprindeligt et gammelt badekar vi fandt ude bag hegnet bag et par gamle hasselbuske, idag et velfungerende vandmiljø til killifisk om sommeren. Volumen er omkring de 300 liter. Der er intet bundlag og dekorationen består af nogle flade bøtter med sand i. Heri er plantet Vallisneria spiralis, Elodea densa og de i mine beholdere allestedsværende alger. Disse danner også flydemåtter i vandoverfladen. En enkelt trærod går næsten op til vandoverfladen og udgør ståplads for et par små Moskusskildpadder når de skal op og trække vejret.

Fiskene har forskellige gydesteder som de bevogter over for fisk af samme art. De forskellige arter kan dog godt lægge æg samme sted, og æg i alle størrelser kan findes overalt i algerne. Undertiden ned til få milimeters afstand mellem æg fra forskellige arter.

Fiskene er først blevet udsat efter at de er opdrættet indendørs. Alligevel har jeg hyppigt indsamlet æg og får unger ud af disse. En enkelt gang har jeg sendt et "mixture" af æg til en bekendt i Florida, præcis lige som man undertiden kan få en pose blandede blomsterfrø. Til held for ham bestod disse ikke af Lucania goodei som han nok forestrækker at indsamle selv ude i baghaven.

Et arrangement som netop beskrevet er til stor underholdning sommeren igennem, og viser hvor let det er at have denne slags fisk udenfor om sommeren. Man får tydeligt bedre fisk frem for dem der spenderer hele deres beskedne liv indendørs uden solskin og temperatursvingninger. Man lærer en hel del mere om fiskenes adfærd hvilket kan bidrage til ens viden om arterne og på den baggrund bliver det væsenligt lettere at skulle opstille langsigtede opdrætsprogrammer. Faktum er at disse ørkenfisk ind i mellem har vores akvarier som sidste tilholdssted inden den endelige udryddelse. Ganske dramatisk men ikke desto mindre virkeligheden. Vi må forholde os til den virkelighed og spørge os selv om vi bare skal lade dem passere og overlade det til folk i fiskenes hjemlande at varetage deres egen fiskefauna? Til lande hvor fiskebevaring enten ender i meningsløs bureaukrati eller hvor den ikke kan komme på tale fordi andre mere menneskelige forhold har første prioritet. Vi må om alle omstændigheder gøre os det klart om vi kunne tænke os at holde disse fisk også i fremtiden, og i givet fald, hvordan vi mener dette skal være muligt.