Op gennem 1980'erne så vi en bølge af postmodernistiske film repræsenteret af navne som David Lynch, Peter Greenaway, Jean-Jacques Beineix og Luc Besson. Som dansker vil man især have lagt mærke til Lars von Trier, der gjorde sig bemærket i international sammenhæng med filmene "Forbrydelsens element" og "Europa" og hans seneste film;"Breaking the Waves ". Her vil jeg nøjes med at konstatere, at af det ovennævnte selskab er det indtil videre Trier, der mest overbevisende har entret 1990'erne.
Hvor Beineix og Besson aldrig er kommet ud af 80'erne, Greenaway er ved at kvæle sig selv og os andre i vulgærbarokke, uigennemtrængelige labyrinter, og Lynch ikke rigtig har kunnet følge op på sit inspirerede tv-eksperiment "Twin Peaks", var dét netop, hvad Triers "Riget" formåede. Med "Breaking the Waves" distancerer Trier sig for alvor fra 80'er-konteksten. Væk er de vanskeligt tilgængelige, billedfascinerede undergangsvisioner, som jeg for øvrigt var - og stadig er - meget begejstret for, til fordel for et melodrama med mennesker og følelser i centrum.
Hermed er Trier kommet i et andet fornemt selskab af mere humanistisk interesserede filmskabere som Carl Th. Dreyer og Nils Malmros for at nævne et par danske navne. Den kritik der har været rettet mod Trier for hans manglende formåen som personinstruktør må efter "Riget" og "Breaking the Waves" være manet definitivt i jorden. Skuespillerne har fået mere rum hos Trier, hvilket jeg også fik bekræftet, da jeg talte med Emily Watson, den kvindelige hovedrolleindehaver i "Breaking the Waves".
Emily Watson har det vindende væsen tilfælles med sin rolle som Bess. Hun virker ganske uimponeret over succes'en med sin debut på det store lærred. Juryens store pris i Cannes og interesse fra alverdens journalister har fulgt efter filmens premiere. Hun smiler næsten lidt forlegen mens hun med ganske spinkel stemme og store øjne beredvilligt svarer på strømmen af spørgsmål.
Hvordan har du oplevet filmens modtagelse?
"Hvis jeg har været nervøs for, hvad folk skulle synes om filmen, var det ved premieren i Cannes. Det var her filmen for første gang skulle præsenteres for et større publikum, og jeg vidste, at hele film- og medieverdenen kiggede med. Men det gik godt, filmen fik både bifald og senere også prisen med på vejen. I sammenligning med Cannes var gallapremieren i København ikke så farlig, for filmen var allerede blevet godt modtaget - det gav en meget rar og afslappet atmosfære."
Hvordan var samarbejdet med Lars von Trier?
"Lars er en virkelig talentfuld instruktør. Folk har spurgt om han er et geni - jeg ved det ikke, det må være op til den enkelte at afgøre, men kan man lide den færdige film, så er det Lars' fortjeneste - det er hans værk. Vi havde en forholdsvis fri eller løs arbejdsform under optagelserne. Hver scene blev øvet igennem én gang, så kom der kamera på, og vi tog så 4-6 takes, sommetider med ændringer undervejs. Mange af scenerne i filmen er klippet sammen af disse forskellige takes, uden hensyn til traditionelle regler om, hvordan der må klippes. Denne måde at klippe på, blev sammen med det håndholdte kamera en naturlig del af filmens udseende, jeg synes det kan minde om dokumentaroptagelser, og filmen får et realistisk præg."
"Jeg havde næsten ingen erfaring med filmarbejde på forhånd - det eneste jeg havde lavet var noget rigtig kedeligt tv-arbejde - men jeg tror at Lars' arbejdsmetode i høj grad er med til at få skuespillerne til at yde deres bedste. Vi fik stor frihed til at spille, og kamerafolkene måtte så følge med. Men selvfølgelig handler det om at få et godt samarbejde, og jeg følte mig velkommen og godt tilpas på holdet, som til dels bestod af folk, Lars før har arbejdet med. Særligt Stellan (Skarsgård, den mandlige hovedrolleindehaver, red.) var meget hjælpsom. Han lod sin erfaring komme mig til gode, uden på noget tidspunkt at lade mig føle min manglende øvelse. På en måde passer det godt til vores karakterer i filmen, hvor Jan jo også er ældre og mere erfaren end Bess."
Hvordan arbejdede du med karakteren Bess?
"Jeg talte meget med Lars om hende, og jeg føler at jeg forstår hende. Følelsesmæssigt mere end intellektuelt, jeg bryder mig ikke om at analysere hende. Hun har en barnlig uskyld, f.eks. i forhold til religionen. Hvor det samfund hun bor i, går meget op i regler og traditioner, har Bess et meget mere personligt forhold til Gud - det bliver helt tydeligt i de scener, hvor hun beder til Gud og selv svarer med hans stemme. Lars instruerede mig i disse scener ved at forklare, at det skulle være ligesom et barn, der laver rollespil med sine dukker. Jeg forstod med det samme hvad han mente, og hvad der først kunne se ud som nogle vanskelige optagelser blev overhovedet ikke noget problem."
"Jeg kan kende mange ting i karakteren fra mig selv, men jeg er ikke Bess. Hvis man satte Bess over for en psykoanalytiker, ville hun få diagnosen 'gal'. Men det er netop denne analyse jeg gerne vil undgå, for filmen giver plads til sådan en som Bess. Historien fortælles på en måde så Bess ikke bare er en sindssyg der burde spærres inde. Man må forstå Bess i forhold til filmen, og de følelser den sætter i gang."
Hvad betyder titlen?
"Hmmm... jeg er ikke helt sikker - dit bud er lige så godt som mit! Men måske er Bess en 'bølgebryder' - hun bryder med de normer, hun ellers er omgivet af. Hun gør sine egne valg, rigtige eller forkerte, af ubegrænset kærlighed. Jeg har engang spurgt Lars om det samme, men han mumlede bare et eller andet uforståeligt, så der er nok heller ingen hjælp at hente dér..."
Hordan ser du på den færdige film?
"Hvad min egen rolle angår, så er der vel altid noget, man gerne ville have gjort anderledes. Men det er kun småting, og som sagt betragter jeg filmen som Lars' værk. Han har hele tiden haft en vision, som han holdt fast i - selvom arbejdsformen virkede løs, og vi havde stor frihed som skuespillere. Det er nok kun Lars der har haft overblik over hele processen, f.eks. vidste jeg intet om, hvordan kapitelsekvenserne ville komme til at virke, men når du ser filmen er de ret væsentlige."
"Noget af det meget fine ved filmen er, at den giver plads til forskellige fortolkninger. Den blander en melodramatisk historie med en dokumentarisk stil, kapitelinddelingerne og slutningen har en helt særlig karakter, og jeg tror det er, derfor jeg har hørt så mange forskellige bud på, hvordan filmen skal forstås. Det er en stor kvalitet, synes jeg."
Emily Watson ser tilbage på arbejdet med "Breaking the Waves" som en god oplevelse. Hun vil gerne lave mere filmarbejde, måske med Trier hvis lejlighed byder sig, og hun slutter af med ordene "I had a wonderful time with some wonderful people!" Hun bliver pludselig bange for at lyde som en kliché og kigger halvt undskyldende op. Ingen årsag, jeg kan ikke andet end tro på hendes smil.
|
|
| Tilbage til Lars Von Trier | Index |