Ida Toft.

Ida Toft spilles af Christine la Cour.
32 år og kriminalbetjent. Efter endt uddannelse på Politiskolen vendte Ida tilbage til Silkeborg, hvor hun er født og opvokset - og hvor hun stadig føler, hun hører til. Ida er en dygtig kriminalbetjent, afholdt og respekteret af sine kolleger. Hun er ambitiøs og omhyggelig, og hun griber enhver chance for at dygtiggøre sig og dermed komme videre i systemet. Hendes drivkraft er en stor retfærdighedssans, og hun er effektiv og insisterende i efterforskningsarbejdet. Når hun bliver involveret i store og tunge sager, som fx. komplicerede drabssager, gør hun sig umage med at behandle folk pænt, hvad enten der er tale om pårørende, vidner eller mistænkte. Ida blev straks provokeret af Fischers noget barske og hårdtslående facon overfor konkrete mistænkte og gik uforfærdet i clinch med ham, på flere måder. Ida er en livsglad og livsduelig pige. Hun tager tingene, som de kommer, forholder sig til dem og reagerer, som hun har lyst - og så er hun indstillet på at tage, hvad der måtte komme af ballade bagefter. Ida har længe været forlovet med Flemming, og de har planlagt bryllup i nær fremtid.