Ingrid Dahl.

Ingrid Dahl spilles af Charlotte Fich.
Ingrid Dahl 39 år, kriminalkommissær, drabschef og daglig leder af Rejseholdet. Ingrid blev landets første kvindelige drabschef i Rigspolitichefens Rejseafdeling. Hun søgte og fik stillingen, efter at den tidligere chef var blevet myrdet. Hendes udnævnelse vakte en del intern uro, og hun har indflydelsesrige modstandere inden for den øverste administration. Men Ingrid er en rigtig god chef. Hun ser sig selv som holdleder og tager aldrig alene æren for gruppens arbejde - hun ved, at en vellykket opklaring altid er et resultat af det tætte samarbejde blandt Rejseholdets mandskab. Hun presser sine medarbejdere hårdt og skåner heller ikke sig selv. Det kunne hun tidligere stille op til, bl.a. fordi hun på den private front var utroligt godt bakket op af Søren, som hun levede i et lykkeligt og solidt parforhold med, sammen med deres to sammenbragte børn, Tobias og Gry. Men så blev Ingrid ramt af sit livs hidtil største tragedie - Søren døde, som følge af en trafikulykke. Ingrids verden styrtede sammen, hun krakelerede og isolerede sig. Det lykkedes - efter nogen tid - IP at lokke hende tilbage i gruppen og dermed ud af isolationen. Men selvom Ingrid igen fungerer på sit arbejde, er hendes privatliv mere et spørgsmål om at overleve, end at leve. Det er også svært at få det hele til at gå derhjemme, hvor meget kommer til at hvile på Tobias og Gry, som også lider under sorgen over Sørens død. Meget tyder på, at Ingrid bliver nødt til at lave ændringer i sit privatliv, bl.a. omkring børnene. Om hun også vil møde kærligheden igen, vil vise sig - men i hvert fald har retsmedicineren Boysen længe vist en speciel interesse for hende.