Ulf Thomsen.

Ulf Thomsen spilles af Erik Wedersøe.

Ulf Thomsen 59 år, kriminalinspektør og Rejseholdets øverste chef, måtte affinde sig med, at det blev Ingrid, der fik stillingen som drabschef, selv om det bestemt ikke lige var det, han havde tænkt sig. Ulf er selv en fremragende politimand - han kom ind i korpset som helt ung, avancerede lynhurtigt og blev landets yngste kriminalkommissær nogensinde. Han er udstyret med en skarp, klar begavelse og er ikke hæmmet af nogen form for blødsødenhed. Ulf går ikke af vejen for at blande sig i efterforskningen i en aktuel sag eller kritisere både Ingrid og resten af gruppen i andres påhør - men han har også måttet se i øjnene, at Ingrid faktisk er både fuldt kompetent og afholdt af resten af gruppen. Han har konstant sammenstød med Ingrid og bliver afsindigt irriteret på hende - men når det virkelig kommer til stykket, er han solidarisk med hende, i hvert fald udadtil. Ulf er ikke medlem af gruppens fællesskab og når han ankommer og blander sig i arbejdet, venter de på at blive fri for hans tilstedeværelse igen. Også privat er Ulf en ensom mand, selv om han har haft forskellige løse bekendtskaber, siden hans kone døde for nogle år siden. Ulf har længe været tiltrukket af IP's kone Kirsten, som samtidigt føler sig stadigt mere forsømt og overset af IP. Så i det seneste lille års tid har Ulf haft noget, der minder om en affære, kørende med Kirsten.

Tilbage