[KAPITEL I -ABSURDITETEN]
1.1 - Ordet absurditet
For at forstå absurditeten, må man først definere begrebet i
faglig sammenhæng. Absurditet er ikke det samme som meningsløshed,
men meningsløshed i en given kontekst. For yderligere at præcisere
begrebet, kan man tage følgende eksempel til hjælp: Stiller man
spørgsmålet: hvad er klokken, og svaret derpå falder: en ko
har fire ben, udtrykker denne sammenhæng absurditet. Det er
nemlig vigtigt at pointere, at det er sammenhængen og ikke
udsagnene der er absurd, idet begge udsagn, hver for sig er
aldeles valide, men sættes de i forbindelse med hinanden som
ovenfor, er den forbindelse man ville forvente var fornuftig (i
faglig betydning) i stedet absurd. Absurditeten er med andre ord
bindeledet mellem udsagnene. Camus' begreb baserer sig
naturligvis på sammenhænge af en ganske anden karakter.
1.2 - Det grundlæggende i absurditetsfølelsen
Han taler i Sisyfosmyten, om absurditeten som bindeledet mellem
mennesket og verden, heraf ses analogien. Absurditetsbegrebet hos
Camus går altså groft sagt ud på at mennesket lever i en
verden uegnet til mennesketilværelse: "Det absurde ligger i
konfrontationen mellem det irrationelle og det brændende begær
efter klarhed, som ryster mennesket i dets inderste. Det absurde
afhænger lige så meget af mennesket som af verden og er foreløbig
det eneste bindeled mellem dem." (Sis. s. 28) Denne
verdensopfattelse går tydeligvis ud fra en ateistisk
grundholdning. Ser man på følgende sentens, forstår man
grundlaget for denne afstandtagen: "Et sekund forstår vi
dem (tingene) ikke mere, fordi vi gennem århundreder har vænnet
os til kun at forstå dem gennem de figurer og mønstre, vi selv
lægger ind i dem...Kulisserne som vanen har rejst bliver, atter
hvad de i virkeligheden er." (Sis. s. 21) Her tænkes efter
min mening f.eks. på religion, eftersom den er et udtryk for
vanen -alene i kraft af at den til hver en tid repræsenterer en
uoverstigelig metafysisk sammenhæng i verden. Man forstår altså,
at man med absurditeten har at gøre med en, om man så må sige,
minimalistisk verdensopfattelse. Jeg omtaler her med vilje ikke
absurditeten som en isme, for det er den ikke, den er en følelse,
som Camus nærmer sig i sit essay Sisyfosmyten: " Det er
sandheder som er indlysende for hjertet, men som må uddybes for
også at blive åbenbare for forstanden." (Sis. s. 11)
Opdagelsen af absurditeten har altså udelukkende præg af en
erkendelse. Hvorfor må man så opfatte den verdensopfattelse der
kommer til udtryk i absurditetsfølelsen som minimalistisk? Camus
nævner side Sisyfosmyen s. 21, hvordan en sten pludselig kan
synes os fremmed, fordi vi, som det fremgår af ovenstående
citat fra side 21, har lagt egne billeder og mønstre ind i
tingene, vi har givet dem en natur, de ikke besidder, og så kræver
denne følelse ubønhørligt "...at kulisserne styrter
sammen." (Sis. s. 20) og man indser disse billeder og mønstres
falskhed. Stenen1 synes altså pludselig at udsondre
umenneskelighed -at blive hvad den var. Og dette udgør verdens
uegnethed til mennesketilværelse -om man kan forlange noget af
verden er det da menneskelighed, ellers må vi konstatere os som
fremmede.
1.3 -Menneskets dødelighed
Skal man yderligere uddybe denne verdens umenneskelighed, kan man
omskrive menneskets forhold til verden, som menneskets forhold
til dets vilkår, her tænkes naturligvis på timeligheden:
"I det kapløb, som hver dag fører os et lille stykke nærmere
mod døden, har legemet et uopretteligt forspring." (Sis. s.
16) Berøvet enhver illusion om det næste liv, må man altså se
sit legeme og dermed uundgåeligt sig selv, gå til grunde. Således
kan man sige at Camus har noget til fælles med religionerne i
kraft af opfattelsen af åndens evighed2, men på grund af dennes
bundethed, bliver den trukket med ned af legemets tilintetgørelse.
Her er det altså forholdet mellem ånd og legeme der udgør
absurditeten. "Man sætter sit håb til morgendagen, mens
man med hele sit væsen dog burde sætte sig op mod morgendagen.
Dette kødets oprør er absurditeten." (Sis. s. 21) Oprøret
må komme fra kødet, som i denne kontekst symboliserer mennesket
der "...tilhører tiden..."(Sis. s. 21) og for endelig
at fastslå det: "Denne elementære og definitive afslutning
på livets eventyr udgør indholdet i absurditetsfølelsen."
(Sis. s. 23). "...Denne blodige matematik..." (Sis. s.
23) synes altså at gøre vor tilværelse nytteløs. Dette rædsomme
forhold giver hos Camus anledning til den fortvivlelse (eks.: Sis.
s. 18), med hvilken han beskriver absurditetens natur: "Hvis
jeg var et træ blandt træerne eller et dyr blandt dyr, ville
livet have en mening, eller rettere sagt: problemet ville ikke
have nogen mening..."(Sis. s. 55) det problem han skildrer,
er den før omtalte modsætning, der afstedkommer absurditeten,
nemlig mennesket i verden, eller mennesket kontra verden. Træet
eller dyret har ingen bevidsthed, der kan bringe det i modsætning
til dets verden -det er i enhed med den verden, mennesket ser sig
bragt i modsætning til.
1.4 - Umenneskeligheden og ærligheden
Men ikke blot mennesket i forhold til verden giver sig til udtryk
i det absurde, menneskene selv udsondrer umenneskelighed, således
kan man beskrive den måde hvorpå Camus karakteriserer,
erkendelsen af det absurde -disse øjeblikke hvor noget ganske
dagligdags synes aldeles fremmed, hvilket igen understreger
absurditeten som en følelse og ikke en teori i metafysisk
forstand. "En mand taler i telefon bag en glasrude, man hører
ikke hvad han siger, men man ser hans tomme mimik, og man spørger
sig selv hvorfor han lever." (Sis. s. 22) Denne adskillelse
af handling og årsag er kendetegnende for det absurde; det
eneste man kan udlede af handling er handlingen i sig selv. I en
bevægelse væk fra den, for Camus, håbløse rationalisme er man,
for at opretholde den hensynsløse ærlighed, hvormed det absurde
menneske lever, nødsaget til at holde sig fra disse forklaringer,
fordi de er inkonsekvente og ufuldendte. De kan med andre ord
ikke forstås udelukkende i menneskelige vendinger som Camus med
sin absurde ærlighed3, forlanger: "Verden omkring mig kan
jeg røre ved, og deraf slutter jeg at den eksisterer. Men her
standser min viden, og resten er konstruktion...for hvis jeg prøver...at
definere og sammenfatte det, bliver det til sand som løber bort
mellem fingrene på mig."(Sis. s. 25) Han taler her om
naturvidenskaben eller rationalismens spillen fallit over for den
absurde ærlighed og fortsætter: "Så fortæller man mig om
et usynligt planetsystem hvor elektroner roterer rundt om en
kerne. Man forklarer mig verden ved hjælp af et billede, og jeg
indser at man har taget tilflugt i poesien." (Sis. s. 26)
Hvordan skal man kunne bruge denne ufuldkomne erkendelsesmodel
til noget? Hvad er rationalismen andet end et billede? Her rejses
en af hvad Camus kalder De absurde mure (Sis. s. 18), dvs. ellers
anerkendte og vellidte erkendelsesmodeller, som bliver gjort til
skamme overfor den absurde ærlighed, men som samtidig begrænser
det absurde menneske, for heller ikke her kan han finde en
plausibel erkendelsesmodel.
"Jeg er fremmed for mig selv og for verden uden andet våben
end en tanke, som fornægter sig selv, så snart den vover at
bekræfte" (Sis. s. 27) Så snart tanken bekræfter hvad den
beskriver, altså forsøger at forklare, må den fornægte sig
selv, fordi ethvert forsøg på erkendelse, uværgerligt vil løbe
ud i sandet4, tanken vil med andre ord støde på de absurde mure,
der indkredser og begrænser livet, og nødvendigvis må føre
til den konklusion, at man udelukkende kan beskrive uden at tage
til efterretning. "Kunne man blot én gang sige: "Dette
er klart", ville alt være godt... men det eneste mennesket
har at støtte sig til er ... bevidstheden om de mure, som stænger
det inde." (Sis. s. 33)
Vi har altså med absurditeten at gøre med en sønderrivende følelse,
ustoppelig af de i verden kunstigt indlagte billeder, der danner
den moral vi lever efter. Hvad angår den fulde erkendelse,
bliver den modsagt af selve det, at vi er endelige; opnåelsen af
den fulde erkendelse er selvsagt nytteløs, idet vi skal dø.
1.5 - Erkendelsens løsning og konsekvenser
Camus' absurde menneske står altså med erkendelsen af at livet
ingen mening har og at al stræben og moral følgelig bliver
nytteløs -en følelse der er "Ufattelig i sin fortvivlede nøgenhed
og sit kolde lys." (Sis. s. 18) Camus hovedspørgsmål er
herefter i hvilken grad det fysiske selvmord er løsningen på-
og den logiske konsekvens af denne altødelæggende følelse.
Camus omtaler et "spring" (bl. a. s. 58) med hvilket,
absurditeten ved et "imponerende jonglørtrick." (Sis.
s. 40) bliver gjort til Gud, men alene i kraft af absurditetens
ateistiske holdning bliver denne løsning gjort til skamme, Camus
svarer ved at tale om Kierkegaards spring af samme karakter
hvortil alternativet ifølge Kierkegaard selv, er fortvivlelsen:
"Ligesom æslet må nære sig af illusionens roser, så
foretrækker den absurde tanke uden tøven Kierkegaards svar:
"Fortvivlelsen" fremfor at slå sig til tåls med løgnen."
(Sis. s. 46)
Skal man springe alle de indledende øvelser over, og gå direkte
til kernen i dette spørgsmål, som guddommeligheden altså ikke
er en løsning på, må man se på Camus' udsagn om at
absurditeten "...viger uden om selvmordet, fordi den på én
gang er bevidsthed om og oprør mod døden." (Sis. s. 58).
Selvmordet er med andre ord en flugt, eller underkendelse af
livet, som, sammenholdt med de omgivende vilkår, jo er det
eneste det absurde menneske har at klynge sig til. Det skal
naturligvis ses i den kontekst, som før er blevet nævnt, nemlig
den treenighed der dannes af verden, mennesket og absurditeten
som bindeled mellem dem. Fornægter man livet ophæver man den
absurditet, som er den eneste sandhed man hidtil har kunnet se,
hvilket er en direkte selvmodsigelse.
Et vigtigt aspekt i absurditeten, der er relevant for forståelsen
af "Den fremmede", er det faktum, udledt af grundforudsætningen
at mennesket er dødeligt, at alle handlinger har lige stor værdi.
Eftersom der intet mål er med tilværelsen, ingen gud hvis
regler man kan overholde, med det formål at opnå frelsen, har
handlinger (set netop i denne kontekst) ingen værdi. Dette
betyder naturligvis også, at alt er tilladt, "...der er
ikke nogen morgendag..." (Sis. s. 61) eftersom vi skal dø,
og intet at retfærdiggøre overfor nogen Guddom. Denne
indstilling ser man dog ikke udført nogetsteds i Camus'
forfatterskab, han modererer dog også sit udsagn, ved at sige at
denne tilsyneladende anarkistiske situation, netop er
tilsyneladende, eftersom det, at alt er tilladt ikke betyder, at
intet er forbudt. "Absurditeten gør blot handlingernes følger
ligeværdige...den viser angerens nytteløshed. Og endvidere:
hvis alle erfaringer er ligeværdige kan pligtfølelsen også være
berettiget som enhver anden følelse." (Sis. s. 69). Dette
er en af konsekvenserne af den absurde erkendelse.
En anden, er det absurde frihedsbegreb, der ikke beskæftiger sig
med friheden i metafysisk forstand (altså spørgsmålet: er
mennesket frit?) men i den konsekvens, Camus tidligere har påbegyndt,
taler han om min frihed. Selvsagt interesserer han sig ikke for
hvorvidt mennesket som begreb er frit, eftersom det ikke "rører
ved ham", han kan under alle omstændigheder ikke relatere
sig til andres frihed, eftersom det ikke er hans egen5. Camus
frihedsideal, hvis man i respekt for hans absurde ræsonnement,
kan tale om et sådant, synes at være udtrykt i følgende:
"Tænk på den dødsdømtes guddommelige ubundethed, når fængselsporten
åbner sig for ham en morgen i det tidlige daggry -denne utrolige
ligegyldighed over for alt andet end livets rene ild..." (Sis.
s. 62). I virkeligheden behøver man slet ikke ræssonere absurd
for at nå frem til denne konklusion, for hvad mere kan man tage
fra et menneske end livet? Følgelig må dette være den totale
frihed, den absolutte konsekvens er draget, og når man blottet
for skyld, kan betale denne pris, må man være lykkelig.
Den sidste konsekvens Camus drager af det absurde, mener jeg skal
ses i lyset af den tidligere omtalte mangel på morgendag, der
ligestiller alle erfaringer og handlingers følger, for den
tredje konsekvens medtager nemlig det rent tidsmæssige problem;
når man ikke kan sætte sin lid til morgendagen (Sis. s. 21) må
man gennem kødets oprør, indtage nuet. Der findes i den absurde
verden altså kun øjeblikkelige erfaringer, som ligestilles pga.
livets definitive afslutning. Denne tidsopfattelse synes at
indeholde kødets oprør mod døden eftersom den umyndiggør den.
Skulle jeg illustrere dette absurde ideal (Sis. s. 66) ville jeg
sige, at hvor det konventionelle menneske netop stræber efter
morgendagen og følger i pilens retning på tidsaksen, fornægter
det absurde menneske denne pils retning og deler dens forløb op
i udelelige øjeblikke på tværs af den uafvendelige retning i
hvilken pilen peger.
Slutteligt er det ganske vigtigt at pointere, at det absurde
menneske efter sin erkendelse, ikke fører en revolution, som
fordrer alle mennesker på dets vej at tilkende sig den absurde
tankemåde -det ville på afgørende vis, stride mod det faktum
at det absurde menneske ikke interesserer sig for metafysik men
blot for sit eget kødets oprør. Denne hærgende passion (Sis. s.
28) er altså kun hærgende i individet selv, og af Sisyfosmyten
under kapitlet Den absurde frihed, fremgår det da også, at
"...i samme øjeblik det er sket (erkendelsen af det absurde
og de heraf dragne konsekvenser) kan tanken...vende tilbage til
hverdagen. Mennesket træder nu ind i det anonyme "man"s
verden, men fra nu af er det bevidst om sit oprør og sin
erkendelse. Det har lært ikke at håbe mere. Nuets helvede er
omsider blevet dets kongerige." (Sis s. 56)
Det absurde er altså en følelse der "...afbrænder hjertet
og opløfter det." (Sis. s. 28) med andre ord definitivt dødsdømmer
mennesket, men netop i dødsdommen opløfter det til nuets
helvede.
Som slutebemærkning til dette kapitel, bør bemærkes den
bevidste mangel på konsekvens hvormed jeg har benyttet begrebet
absurditet -set i forhold til den under første afsnit udledte
definition. Dette retfærdiggøres i kraft af Camus' tendens til
samme, han taler altså også om det absurde menneske, selv om
det strider mod definitionen først i kapitlet, udledt af det først
i kapitlet, nævnte citat. Når Jeg taler om et absurd menneske ,
taler jeg således om et menneske der har erkendt absurditeten
foranlediget af modsætningen mennesket/verden. Ligeledes er den
absurde ærlighed, det prædikat ærligheden påføres som
konsekvens af selvsamme erkendelse. F. eks. ærligheden med
hvilken man ser manden i telefonboksen, eller endnu bedre; den ærlighed
der i absurditetens kolde lys viser de daglige fagters meningsløshed,
ved at beskrive uden at forklare.