[KAPITEL II -ANALYSE AF "DEN FREMMEDE"]

Hvor intet andet er anført, vil sidehenvisninger i dette kapitel, være til "Den fremmede"

2.1 - Resume af romanen
Da kontorfunktionæren Meursaults moder dør, tager han ud til hendes plejehjem, hvorfra begravelsen finder sted. Dagen efter indleder han et erotisk forhold til en kvinde, Marie, som han har kendt fra sit arbejde. Herefter indleder han et bekendtskab med en alfons, Raymond, og hjælper ham med at straffe en pige, som har været ham utro. Herefter passer Meursault sit arbejde, og omgås mennesker i almindelighed. En dag tager Meursault og Marie med Raymond ud til Raymonds bekendtes strandhytte, på vejen derud forfølges de af nogle arabere hvoraf en er bror til den af Raymond mishandlede pige. På stranden sker et sammenstød, under hvilket Raymond skades let, og araberne flygter. Herefter går Meursault alene på stranden, træffer en af araberne igen og skyder ham, da lyset fra hans kniv skærer Meursault i øjnene. I den følgende retssag gøres der rede for Meursaults færden op til drabet. Han dømmes til døden, og tiden før henrettelsen går med håbet om benådning og med at indse dette håbs meningsløshed. Under et, af denne foranstaltet møde, forsøger fængselspræsten at give Meursault håb om et andet liv, hvilket udløser Meursaults raseri, og han erklærer sig til sidst lykkelig.

2.2 -Personkarakteristik
Under dette afsnit er det for så vidt, kun relevant at karakterisere hovedpersonen, Meursault, eftersom alle andre personer kun er interessante i deres modsætningsforhold til ham. Disse vil følgelig blive karakteriseret gennem karakteristikken af ham.
Meursaults person er grundlæggende tvetydig. Det umiddelbare klimaks i romanen, drabet af araberen, synes ikke at have nogen mening eller motiv, selv siger Meursault at det var på grund af solen (s. 115), men en sådan forklaring er da ikke plausibel i en mordsag? Det tvetydige består i, at i den retsligt tænkende læsers sind er der ingen tvivl om, at denne brutalt overlagte gerning må straffes, men samtidig synes det ikke at være en forbrydelse. Der synes ikke at være forbindelse mellem handlingen og dens årsag; hvordan kan solens skær være årsag til et drab? Det er med denne tvetydighed man skal se Meursaults person.
Romanen starter ganske chokerende: "I dag døde mor. Eller måske var det i går, jeg ved det ikke...Det betyder ingenting."(s. 5) efter denne indledning, forventer man at få en forklaring på denne ligegyldighed over for moderens død, men den udebliver. På vej til alderdomshjemmet falder han i søvn fordi "...rutebilen skrumplede sådan, også på grund af benzinosen og det skarpe lys, som blev kastet tilbage fra både vejen og himlen..."
(s. 6), selvom man ville forvente at tanken om moderens død ville holde ham vågen og alle andre indtryk ude. Meursault havde anbragt sin mor på et alderdomshjem dels fordi han ikke havde råd til hendes underhold (s. 7) og dels fordi "...hverken mor eller jeg længer ventede noget af hinanden, for den sags skyld heller ikke af andre..." (s. 97) endvidere "Da mor endnu boede hjemme, sad hun bare og fulgte mig med øjnene, uden at sige noget." (s. 7) Når Meursault, siger at hans moders død intet betyder, er det altså sandt, han har intet motiv med dette udsagn, ønsker ikke at virke tapper udadtil. Kun hvad rører ved ham, har betydning for ham. Dette underbygges særligt under scenerne ved begravelsen: "så trykkede han (forstanderen) min hånd og han beholdt den så længe i sin, at jeg ikke rigtigt vidste, hvordan jeg skulle trække den til mig igen." (s. 6) Her ønsker forstanderen på alderdomshjemmet naturligvis at udtrykke sin medfølelse, men det er ikke hvad Meursault opfatter, han ser blot at forstanderen holder hans hånd længere end han bryder sig om. Det virker unaturligt på Meursault fordi følelsen denne gestus forudsætter, ikke er tilstede hos Meursault. Ved moderens båre forekommer følgende sentens: "Aftenen var lun, kaffen havde varmet mig og igennem den åbne dør kom en duft af nat og blomster. Jeg tror jeg faldt lidt hen." (s.12) Disse, er ting der rører ved Meursault; kaffen og duften er sammen med den strenge busrejse, nok til at han falder i søvn.
Man kan så undre sig over at han besværer sig med rejsen helt ud til alderdomshjemmet, når den konvention der byder ham det, tilsyneladende intet betyder for ham. Dette mener jeg skyldes, at han for at have vished om sin moders død, må se det. Da han ankommer til alderdomshjemmet, tøver han ikke et øjeblik med at følge forstanderens antagelse om at han ønsker at se sin mor, men da han har set kisten, er det ham ikke nødvendigt at se legemet af sin døde moder. Fra da af synes hendes død at blive en biting.
"For øjeblikket er det nærmest som om mor slet ikke var død." (s. 5) Siger han umiddelbart efter at have modtaget telegrammet fra alderdomshjemmet. Efter at have set båren er det ham mere interessant at lægge mærke til de gamles topmaver da de træder ind i lokalet for at våge ved båren. Nogle af disse eksempler tegner sig ligefrem komisk: Da Meursault går i følget til ligvognen, falder det ham ind at kisten ligner et pennalhus
(s. 18). Vist er det komisk, men hvad er det, der udgør denne komik? Det er heri Meursaults fremmedhed ligger, for når man griner af sammenligningen af en ligkiste med et pennalhus, er det fordi man tillægger begge disse ting værdier, selvsagt er der noget sørgeligt, uhyggeligt, måske uforståeligt over en kiste; dens uigenkaldelige tillukkethed i forhold til dens smukke ydre, mens et pennalhus er en dagligdags ting, som ikke tillægges nogen værdi. Man kan af ovenstående beskrivelse af kisten se, at jeg selv har svært ved præcist at udtrykke mine følelser omkring ordet ligkiste, af denne grund afslår Meursault gennem sin absurditet at gøre det. Han gennemfører aldrig en sådan værdidom, for ham er et pennalhus lige så godt som en ligkiste, og hans moders død, rager ham ikke fordi hun ikke længere er en del af hans liv, som han kan sanse og røre ved.

Med grusom akkuratesse, umyndiggør denne hensysnsløse ærlighed, der kommer til udtryk gennem Meursaults konsekvente ligegladhed over for alt, Meursaults omverden. Da portneren forklarer, at han egentlig kom til hjemmet som mindrebemidlet, men derefter tog pladsen som portner og Meursault foreholder ham, at han således er en af hjemmets beboere, må han på det bestemteste afvise det, og omtaler følgelig hjemmets andre beboere som "de gamle" "For han var portner og havde derfor i en vis udstrækning noget at sige." (s. 11) Denne følelse af heiraki synes, gennem Meursaults øjne, latterlig. Portneren forsøger på en ynkelig måde, at avancere i det uudtalte hierarki, som karakteriserer Meursaults omverden, "for ganske sikkert, er det da bedre at være portner, end at være gammel på et alderdomshjem" synes portneren at sige.
Der gives flere eksempler på denne latterliggørelse af Meursaults omverden6, og det er vigtigt at pointere, at det ikke er Meursault der overlagt latterliggør sin omverden, det er hans absurde ærlighed, hvis teknik er at si alle årsagssammenhænge fra, så man ser handlingen udelukkende i sig selv, der fratager konventionen enhver eksistensberettigelse. Et udmærket eksempel på denne teknik gives på side 12: "Jeg kunne ikke se hvad hun tog sig for. Men efter armenes bevægelse at dømme sad hun og strikkede." Han kunne have sagt: "Hun så ud til at strikke" Men det lader sig ikke gøre, hvis man skal følge den absurde konsekvens. Meursault -det absurde menneske, opregner summen af hvad han ser, og beskriver derudfra.
Et eksempel på denne latterliggørelse begynder hvor den ældre mand, som bor i samme blok som Meursault, Salamano, har mistet sin hund. (s. 46) Hvilket for Salamano, er årsag til stor sorg : "Og på de sagte, underlige lyde, som trængte ind til mig gennem væggen forstod jeg at han græd. Jeg ved ikke hvorfor jeg kom til at tænke på mor."(s. 47) Man mærker sig her at Meursault tidligere omtalte at hans moder græd da hun kom på alderdomshjem, men at det hurtigt holdt op fordi hun nu havde vænnet sig til det (s. 7) Ligeledes svarer Salamano på Meursaults forslag om at købe en ny hund, at han nu havde vænnet sig til denne (s. 52). Da man senere får at vide at han havde fået hunden af nogle kammerater efter sin kones, som han i det store hele havde vænnet sig til (s. 53) død, må man konstatere, at Salamanos hund ikke er mindre værd for ham, end hans kone. Således fremstilles Salamanos reaktion som absurd, men kun set i forhold til hvad Meursault nævner om sin moder, Salamano erkender det altså ikke selv, og fremstår således ganske ynkelig. Ligeledes fremstår hans egentlige viden om sin hunds alderdom og hans mangel på erkendelse heraf, som absurd, men stadig uden erkendelsen af absurditeten: "...siden hunden havde fået denne hudsygdom, havde Salamano...smurt den ind med salve. Men ifølge Salamano var det, den i virkeligheden fejlede, alderdom, og alderdom kan ikke helbredes." (s. 53)
I forbindelse med umyndiggørelsen af Meursaults omgivelser, fremhæver Jean-Paul Sartre i sit essay om "Den fremmede": "Alle værdier bryder sammen foran denne kvantitetens etik..." (Sit.s. 111)
Når Sartre i sit essay således skriver "Men alligevel virker hans absurditet ikke erhvervet, men givet: Han er sådan, basta!" (Sit.s. 116), har han efter min mening kun delvist ret, for sammenholder man Meursaults udtalelse s. 49 om, at han efter at have måttet opgive sine studier, havde indset at den ærgerrighed hans chef omtaler i forbindelse med tilbuddet om et job i Paris, reelt var uden betydning, med den tilsyneladende grundløse oplevelse Camus giver sin hovedperson s. 40: "Huset var stille og roligt, og op fra trappeskaktens dyb kom ligesom et dystert, klamt åndepust.", synes der at være en sammenhæng. Man får ikke yderligere at vide om opgivelsen af hans studier, men når han siger at ærgerrighed er uden reel betydning, peger det i retning af den erkendelse af det absurde, Camus omtaler i "Sisyfosmyten" Dette opstigende klamme åndepust kunne være denne erkendelses legemliggørelse. Men da der ikke umiddelbart gives noget videre svar, vil jeg nøjes med at konstatere, at dette sandsynligvis er en, så at sige, ulmende erkendelse, der også kan forklare Meursaults mere eller mindre søvngængeragtige liv.
Aksel Heltofts udlægning i "Den moderne roman" (se bilag), synes således at være mere passende, idet han siger, at Meursault ikke er rigtig absurd, fordi rigtig absurditet kræver forståelse (skal man holde sig til "Sisyfosmytens" terminologi, bør man kalde det erkendelse) Jeg mener således at kunne underbygge Heltofts opfattelse i teksten.

Som det ganske tydeligt er fremgået, er Meursault altså den fremmede, men han er ikke "Fremmed blandt mennesker" han omgås mennesker med største selvfølgelighed, idet han f. eks. ikke afstår fra at tale om sin moder og indentificere sig med hende: "Det var rigtigt nok. Da mor endnu boede hjemme, sad hun bare og fulgte mig med øjnene, uden at sige noget." (s. 7) endvidere "Det forhindrer naturligvis ikke, at jeg forstår min chef." (s. 23) Meursault udviser altså her, nogle alment menneskelige træk, hvis relevans dog nødvendigvis må ophøre, når deres objekt ikke længere rører ved ham.
For at vende tilbage til fremmedheden i hvilken Meursault ikke er ulykkelig (s. 48), ser man denne udtrykt gennem hans omverdens mislykkede forsøg på at kategorisere ham, og derved gøre ham til en af dem, dette lader sig nemlig ikke gøre. Ser man på hans forhold til Marie, oplever man dette modsætningsforhold udtrykt:
Ligesom man forventede at få en forklaring på det ligegyldige forhold til moderen, forventer man også at få en forklaring på denne ligegyldighed overfor Maries kærlighedserklæring, men den kommer ikke: "Hun ville vide om jeg elskede hende. Jeg svarede, som jeg allerede en gang havde gjort, at det betød ikke noget, men at jeg givet ikke elskede hende."(s. 49) længere nede bemærker Marie, at ægteskabet er en alvorlig sag (samtalen går på hvorvidt Meursault vil gifte sig med hende) hvortil Meursault uden at tøve svarer: "Nej". det har naturligvis ingen betydning for ham, lige så lidt som chefens tilbud om et job i Paris eller ærgerrigheden. Meursault kan ikke bevæge sig så langt væk fra sig selv i en så abstrakt følelses navn som kærligheden. Man kan så undre sig over at han kan udtale sig om lykken, som før nævnt, men det eneste han siger er jo, at han ikke er ulykkelig (s. 48) Denne sære bagvendte måde at forholde sig til tilværelsen på, er karaktersitisk for det absurde menneske; som udgangspunkt er han lykkelig, indtil noget rører ved ham, der gør at hans lykke som består i en, for ikke-absurde mennesker, laisséz-faire holdning til livet, uden stræben, brydes. Også Marie latterliggøres: "...mumlede hun at jeg var en løjerlig en, at det nok var derfor hun elskede mig, men at hun nok en dag ville blive træt af mig af samme grund."(s. 49) Marie kan ikke med bestemthed sige hvorfor hun elsker Meursault, hvilket som før, er grunden til at han ikke kan vedkende sig denne udefinérbare følelse. Elsker (med fare for dette ords mangelfuldhed i givne kontekst) Meursault noget ved Marie, er det hendes kjoler, hendes hår og krop i det hele taget -det der rører ved ham. (ex. s. 55)
En sidste biperson jeg i denne sammenhæng vil nævne, er Raymond. Han vil skrive et brev til den pige, han har tænkt sig at straffe, for at narre hende til at komme hjem til ham, men ønsker at Meursalt skal skrive det. Det gør han, efter sammen med Raymond, at have drukket en hel liter vin! (s. 37) -"...på lykke og fromme, men jeg gjorde mig umage for at gøre Raymond tilfreds. Jeg havde jo ingen grund til ikke at gøre ham tilfreds." (s. 39), hvorefter Raymond erklærer at han "...vidste at du kendte livet." Og at Meursault nu virkelig er hans ven. Set i lyset af foregående eksempler synes Raymond at være latterliggjort som de andre i Meursaults bekendtskabskreds, fordi det eneste Meursault gjorde, var med sin konsekvente passivitet, at opfylde Raymonds ønske, med hvilket han i virkeligheden var ganske ligeglad og hvorvidt Raymond er hans ven eller ej interesserer heller ikke Meursault.

Man må altså karakterisere Meursault fremmed i kraft af sin opførsel set i forhold til sine omgivelsers opførsel. Han "...svarer altid helt ved siden af..." (s. 49), forstår ikke forstanderens langvarige håndtryk og kan i det hele taget ikke forstå sine omgivelsers reaktioner, som er afstedkommet af deres norm-styrede liv. Noget andet man bør lægge mærke til, som understreger Meursault som den isolerede "helt" i romanen, er al den død, som optræder i hans omgivelser. Eksempelvis: sygeplejersken med kræftsår (s. 9), endvidere: "Hvad der slog mig ved deres ansigter var, at jeg ikke kunne se deres øjne , men kun et mat lysskær i en rede af rynker...og deres læber forsvandt ind i deres tandløse munde." (s. 13). Da Meursault omtaler en af den gamle på alderdomshjemmet, indgår bl.a. følgende: "Han spyttede i et...lommetørklæde, og ved hver spytklatlød det, som om han hostede lungerned med op." (s. 15) I en beskrivelse af Meursaults moders ven, Thomas Pérez, lyder det: "...og et sort stofslips, der var alt for lille til hans skjorte med den høje, hvide flip, hans læber skælvede under en næse, som var spækket med sorte hudorme."
(s. 19). Derudover; Salamanos skældede hud og hans hunds samme (ex.: s. 53) Således udsondrer altså menneskene, selv ved deres blotte fysiske fremtoning, umenneskelighed. Men ikke blot menneskene er på alle måder i modsætning til Meursault, også naturen er det: "Jeg følte mig helt fortabt mellem den hvidblå himmel og disse sorte farvers monotoni, den sprukne tjæres klæbrig-sort, jakkesættenes mat-sort...alt dette, solen, lugten af læder...slørede mit blik og mine tanker." (s. 21) Ud over at denne sentens i hele sin udtrækning, giver stærke dødsassociationer viser den, at denne døde natur er ham fremmed2). Ligeledes da han svømmer i havet med Marie og laver skumsprøjt med munden: "Men efterhånden sved det stærke salt i min mund."(s. 41). Sygeplejerskens kommentar ved ligfølget, synes således at være rammende: "Hvis man går langsomt, risikerer man at få solstik...går man for hurtigt, kommer man til at svede, og i kirken bliver man forkølet." (s. 22) Meursault må på samme side, give hende ret: "Der var ingen udvej." Og det forstår man: alt er i modsætning til denne mand.

Skal man lede efter en konflikt i denne roman, er den af særegen karakter, for som det fremgår, er Meursault ikke i konflikt med noget eller nogen, karakteristisk for ham er jo netop passiviteten. Konflikten består derimod i hans omverdens forgæves forsøg på at kategorisere ham, at indlemme ham i deres verden, hvilket han ved selve sin passivitet, afslår. Det bedste eksempel herpå: Da undersøgelsesdommeren efter mordet på araberen, spørger Meursault om han havde holdt af sin moder, og han svarer bekræftende, kommer retskriveren til at skrive forkert: "...kom åbenbart til at slå forkert, for han måtte skrive noget om igen." (s. 75)
Man kan således ikke sige, at konflikten står mellem Meursault og hans omgivelser.Den er snarere en indre konflikt i det samfund der omgiver ham, en konflikt som skal vise sig at være af katastrofal karakter, ikke egentlig for Meursault, men for samfundet selv.

På side 69 skyder Meursault araberen, men hvor man tidligere har været uforstående overfor denne handling, synes den nu at være ganske klar. Hvad før syntes latterligt, er ganske rimeligt. Vigtigst af alt er nemlig, at denne handling ikke kunne have været undgået. Øjeblikket krævede af ham, at han trykkede på aftrækkeren og ved tilfældigheden, dræbte araberen. Da han i retssalen siger, at solen var årsag til hans handling, er det derfor sandt. Gennem hele forløbet på stranden (s. 61-69) er solen og varmen ham ligesom ved begravelsen af moderen, imod. Det er endda den samme sol som ved denne lejlighed: "Det var den samme sol som den dag, jeg havde begravet mor, og ganske som den dag var det især min pande, som gjorde ondt." (s. 68) Den gang som nu, er det solen, der slører hans sind og fratager hans opmærksomhed det som trænger sig på, i dette tilfælde, araberens nærvær og den trussel han udgør. På trods af bevidstheden om at et enkelt skridt i den anden retning, ville være nok til at hindre den udgang situationen nu uværgeligt får, synes stranden bag ham at være en ligeså stor trussel som araberen foran ham: "Men en hel strand lå flimrende af sol bag mig og drev mig frem. Jeg gik et par skridt i retning af kilden." (s. 68) Kilden er her naturligvis en modsætning til den varme han oplever og den drages han mod, men araberen ligger i vejen. Det helt centrale i denne scene er den dybe og meningsløse irationalitet der ligger bag hans handling, og som forvarsles siderne 50-52 med Meursaults afvisning af den lille robot-dame7, som mærkelig. På trods at hans viden om det umulige i at undgå den sol, som i kraft af sin naturlighed, er ham imod, bevæger han sig frem mod araberen (og kilden, som dog ikke kan afhjælpe solen) Da araberen trækker sin kniv, må Meursault i sin dybe irationalitet, skyde -ikke fordi han opfatter araberens handling som fjendtlig, men fordi lyset kastes tilbage fra kniven med en voldsomhed der gør at han må reagere -øjeblikket kræver det: "Aftrækkeren gav efter, og jeg følte det glatte skæfte i mine fingre, og der, med en kort, skarp og dog øredøvende lyd, var det, det hele begyndte." (s. 69)
Der står ikke i denne sentens at han skyder, at han overlagt dræber araberen, aftrækkeren gav blot efter. Det der begyndte, var indgangen gennem "ulykkens dør." (s. 69) hvorpå han bankede fire slag, et for hvert skud. Foreløbig synes det at være Meursault, der træder gennem ulykkens dør. Ulykken består i ødelæggelsen af "...dagens ligevægt, og den enestående stilhed på den strand, hvor jeg havde været lykkelig."
Denne ligevægt synes at være den mellem mennesket og verden som absurditeten holder sammen, da denne ejendommelige treenighed brydes bliver intet tilbage (Sis. s. 36) -dette intet, må i givne kontekst, ses som døden, som for Meursault under alle omstændigheder, men i særlig grad efter denne episode, er uafvendelig. Man mærker sig i øvrigt, at han affyrer fem skud i alt, hvoraf det første var dræbende, men det føltes, for ham, kun som om han "bankede fire korte slag på ulykkens dør." (s. 69)

Den ulykke Meursault omtaler s. 69 synes dog efter arrestationen, hurtigt at fortage sig i hans sind: "...Jeg syntes, det hele var som et skuespil...da jeg gik var jeg lige ved at række ham hånden, men jeg huskede i tide at jeg havde dræbt et menneske." (s. 71)
Det indser man straks grunden til, idet han nu befinder sig i et nyt øjeblik, som netop nu har hans interesse, forbindelsen mellem øjeblikkene er så fraværende, at han må minde sig selv om sin forbrydelse, for ikke at betragte undersøgelsesdommeren som en ven, man giver hånden til afsked. Camus synes allerede før retssagens tilendebringelse, at have dømt sin helt til døden, idet der er noget ildevarslende over forsvarerens påklædning: "Det var en yngre mand, lille og tyk, og med omhyggeligt pomadiseret hår. Trods varmen (jeg var i skjorteærmer) var han iført mørkt tøj med knækflip og et mærkeligt slips, med brede hvide og sorte striber." (s. 71) de samme mørke farver, som under ligfølget, gav stærke dødsassociationer.

For at vende tilbage til de de fire slag på ulykkens dør, er dette også genstand for megen frustration hos undersøgelsesdommeren. Meursault er ude af stand til at svare på hvorfor han gjorde ophold mellem det første og det andet skud: "Hvorfor? Det må De sige mig...jeg tav stadig" (s. 76) grunden til Meursaults tavshed, er at der ikke er noget svar, denne totalt irrationelle adfærd, som undersøgelsesdommeren ikke begriber, er der ikke noget svar på. Den er blot irrationel. Anklagen forvarlsles altså her: Meursault anklages egentlig ikke for at have dræbt araberen, men snarere for at have affyret de sidste fire skud, som kan paralleliseres med den umenneskelighed anklageren senere finder i Meursault (s. 112f). Meursault må dog indrømme at han ikke følger særligt med i undersøgelsesdommerens udredelser fordi nogle store fluer sætter sig i ansigtet på ham (parallelt til sammenligningen af ligkisten med et pennalhus)
Dette ene uforståelige punkt, bringer undersøgelsesdommeren ind i et religiøst spørgsmål hvorpå Meursault må svare, at han ikke tror på Gud (s. 77) Ved denne, for Meursault, naturlige udtalelse og den passivitet med hvilken den for undersøgelsesdommeren præsenteres, bringer Meursault efter dommerens eget udsagn dennes livs mening i tvivl.
Et centralt punkt, er hvor dommeren spørger Meursault om han angrer sin handling: "...og svarede, at jeg...ikke angrede den , snarere ærgede mig over den." (s. 78) Anger er for Meursault en følelse som kærlighed; ligeså abstrakt og uforståelig. Når han derimod ærgrer sig over handlingen, er det fordi den forhindrer ham i f. eks. at være sammen med Marie, at spise hos Celéste (s. 30f) etc.
Ligesom hans moder og Salamano havde vænnet sig til deres nye situation, gør Meursault det også: "...kan jeg næsten sige, at jeg undrede mig over nogen sinde at have glædet mig over andet end de få øjeblikke, hvor dommeren fulgte mig til døren ...mens han venligt sagde: "Så er vi færdige for i dag..."" (s. 79) det underbygges senere: "Jeg tænkte ofte at hvis jeg var blevet sat til at leve i den hule stamme af et udgået træ...ville jeg lidt efter lidt have vænnet mig til det. " (s. 85) således er det ligesom afvænningen fra cigaretterne, ikke længere nogen straf at være fængslet (s. 87)
Under retssagen synes der at være mere fokus på Meursaults opførsel i forbindelse med hans moders død, end på hans faktiske forbrydelse, parallelt til undersøgelsesdommerens fokuseren på de sidste fire skud på araberen, som jo objektivt set er ligegyldige eftersom kun det første var dræbende. Da portneren fortæller om Meursaults opførsel i forbindelse med begravelsen, bringes salen til bestyrtelse: "Han sagde at jeg ikke havde ønsket at se mor, at jeg havde røget, at jeg havde sovet og at jeg havde drukket café au lait...og for første gang forstod jeg at jeg var skyldig." (s. 100) Men man spørger sig selv; skyldig i hvad? I ikke at have grædt ved sin moders begravelse, eller i at have dræbt et menneske? At retssagen i højere grad fokuserer på Meursaults færden i forbindelse med sin moders begravelse, synes at danne et surrogat for dens reele genstand: I det mislykkede forsøg på at fralokke Meursault et plausibelt motiv med sin handling, må man finde noget andet at dømme ham på. Ingen af vidnerne kan nemlig give en forklaring og beskrivelse af Meursault, der passer på ham. Det er i dette skisma; at Meursault tilsyneladende er skyldig overfor hans uskyld, der er så åbenlys at den overses, Meursaults omverdens konflikt skal ses.
At han er uskyldig ses udtrykt gennem retssagen; selve drabet og omstændighederne herom, synes at være sekundære, drabet er blot en tilfældig (ligesom drabet i sig selv var) foranledning der har bragt Meursault for en dommer. Som nævnt, kan ingen af vidnerne, så at sige, forklare Meursault; hverken portneren (s. 100f), Céleste (s. 103), Marie (s. 104), Masson (s. 105) eller Salamano (s. 105f). Kun Raymond synes at komme tæt på de virkelige omstændigheder: "Raymond sagde, at min tilstedeværelse på stranden skyldtes et tilfælde." (s. 106) men afvises pga. sin tvivlsomme baggrund.
Da forsvareren spørger om Meursault er anklaget for begravelsen af sin moder eller for at have dræbt et menneske, vækker det blot latter i salen, men da anklageren replicerer at han anklager Meursault for at have begravet sin moder med en forbryders hjerte "syntes denne erklæring at gøre et dybt indtryk på nævningerne og på salen." (s. 108)

Man ser Meursaults uskyld underbygget s. 110-111, hvor anklageren opruller Meursaults færden og hensigterne med den siden moderens død. Blot er der intet rigtigt i det. Der er, kan læseren bevidne, ingen sammenhæng mellem begravelsen af moderen og drabet på araberen. Men egentlig kan man ikke bebrejde anklageren at han ikke kan begribe hvad ingen før ham har kunnet begribe, ikke en gang vidnerne, der ellers havde til hensigt at vidne til Meursaults forsvar, har med rationel logik, kunnet forklare Meursaults uskyld -for der gives ingen sådan forklaring; han er uskyldig fordi hans handlinger ikke har været baseret på den norm som anklageren dømmer med grundlag i, men hvad kan han gøre andet end at erklære Meursault skyldig? Og således fældes dødsdommen
Efter denne bruger Meursault tiden på skiftevis at håbe og slå håbene ned: "Håbet, det var naturligvis at blive skudt ned på et gadehjørne under flugten. Når jeg tænkte mig om, var der dog intet, som tydede på, at denne luksus var bestemt for mig" (s. 121f) Dette gives der ganske mange eksempler på s. 120-128. Dette tyder også på at Meursault ikke endeligt, har erkendt sin absurditet, havde han det, ville han have erkendt håbets
Absurditet og vænnet sig , som han vænnede sig til fængslingen, til døden. Tidspunktet for dens indtræffen, ville selvsagt ikke have nogen betydning, skulle man føre det absurde ræssonement ud her, eftersom kun øjeblikket er interessant for det absurde menneske.

Interessant er det under alle omstændigheder, at fængselspræsten, hvis besøg indledes s. 128, efter Meursaults eget udsagn, er den første der dømmer ham: ifølge ham var menneskenes retfærdighed intet og Guds retfærdighed alt." (s. 132) Dette umyndiggør i hvert fald selve den dom under hvilken han skal dø, og fængselspræstens anledning taget i betragtning, stemples denne dom som absurd, hvilket jo har vist sig at være kendetegnende for handlinger foretaget af Meursaults omgivelser, blot er de ikke bevidst absurde. Meursault udtrykker side 131 sin opfattelse af døden, som, i kraft af at være en konsekvens af det absurde ræssonement, må ses som grundlæggende for hans senere vredesudbrud mod præsten: ""Har De da intet håb, og lever De med den tanke at De helt skal dø?" "ja" svarede jeg." (s. 131) Præsten kan naturligvis ikke sætte sig ind i denne tankegang, eftersom han står som modsætning til Meursault: "Han mente, at dette var umuligt at udholde for et menneske. Jeg følte blot, at han begyndte at kede mig." (s. 131)
Meursault erstatter præstens "guddommelige ansigt" (s. 132) med et ansigt med "...solens farve og begærets ild: det var Maries." (s. 133) men, må samme side, slutte, at "Nu var det forbi." Overfor denne sin modsætning, udtrykker Meursault med stigende intensitet, de absurde konsekvenser over for præsten; på dennes spørgsmål, om Meursault dog ikke havde ønsket sig et andet liv, svarer han: "...det havde jeg naturligvis, men det betød ikke mere, end om man ønskede at blive rig eller at kunne svømme hurtigt eller få en pænere mund. Det var ønsker af samme kategori." (s. 133)
Da præsten erklærer at Meursaults hjerte er blindt, kulminerer scenen med Meursaults vredesudbrud, for Meursault må nødvendigvis mene det modsatte, at præsten nærer sig af illusionens roser -tager tilflugt i løgnen, mens Meursault søger fortvivlelsen som fastholder ham, og han den. Præstens sikkerhed (om Gud) er, som Meursault udbryder det, "...ikke mere værd end et eneste kvindehår." (s. 134) mens Meursault fastholder den ene sandhed, der er ham sikker: den snarlige død. Til siderne 128-136, kyntter sig "Sisyfosmyten" siderne 56 nederste afsnit til 57 øverste afsnit, eftersom man her ser en direkte forklaring på Meursaults reaktion, det absurde menneskes reaktion på fristelsen til ar foretage det religiøse spring, væk fra den absurde erkendelse, som Meursault så heftigt må afvise. Det mest interessante, er dog den reference, der er til det dunkle åndepust, Meursault oplever s. 40, og som jeg behandlede s. 3 i nærværende kapitel: "Fra dybet af min fremtid var der gennem hele det absurde liv jeg havde ført, stedse steget et dunkelt åndepust op imod mig tværs gennem år som endnu ikke var kommet, og dette pust havde på sin vej udlignet alt, hvad man foreslog mig i de ikke mere virkelige år, som jeg levede." (s. 135) Da han nu forstår betydningen af dette åndepust, må man som jeg omtalte s. 3, se det som den erkendelse han nu gennemlever, og herefter indser han betydningen af alle de ting læseren har kunnet analysere sig frem til; Salamanos kone, som ikke er mere værd end hans hund, betydningen af en moders kærlighed, Raymonds venskab -eller Célestes. (s. 135) osv. Det betyder alt sammen ingenting, for som han nu endelig har erkendt, er han dømt fra dybet af sin fremtid (s. 136) -dømt til døden, hvis blodige matematik ligestiller alt og alle. Han må omsider åbne sig og føle: "...verdens ømme ligegyldighed, i denne nat, der var så rig på tegn og stjerner. Ved omsider at opleve den så lig mig selv, så broderlig, følte jeg, at jeg havde været lykkelig, og at jeg stadig var det" (s. 137)

Således har Camus endeligt ladet sin helt, tage det skridt ind i erkendelsen som gennem dennes dødsdom, lader ham indtage lykken og føle den smukke melankolske fred midt i kaos og nuet.

2.3 -Tolkning
Hvad vil Camus så med denne roman? Som antydet i analysen, er det ikke i egentlig forstand, Meursault, der bliver straffet. Skal man nemlig se ud over det rent analytiske, er det snarere samfundet Camus har gjort dødsstraffen til del. For ganske sikkert var det ikke anklagerens hensigt at sørge for Meursaults lykke. Næh, hensigten var at sende denne mand, som ingen forstod fuldt, og dem der gjorde, blev konsekvent og udelukkende gennem deres egne handlinger, gjort til grin for læseren -ikke Meursault, i døden. De fire skud han affyrer efter det dræbende, synes at symbolisere den anklage samfundet i sin magtesløse undren må tildele ham. Gennem anklagerens -hverdagsmenneskets- himmelpåkaldende og brutale dom over Meursault, synes denne magtesløhed at skinne. Bag denne maske af moralitet og retfærd synes, gennem den blotte ærlighed, Meursault ligger for dagen, at gemme sig et, af selvsamme moral og retfærd, skræmt og splittet menneske, der spørger: "hvad ellers kan jeg dog gøre?" Således er anklageren sat på den hårdeste prøve af alle i denne bog. Hvad er menneskelivet dog værd, hvis blot ærlighed og objektiv betragtning af dets handlinger, latterliggør det? Således synes bogens pointe at være indeholdt i citatet først i Sisyfosmyten:
O min sjæl, tragt ikke efter udødelighed, men udtøm det muliges rige
Pindar - 3. Pythiske ode.
Camus har, f. eks. i anden verdenskrig, set værdier falde sammen og kan derfor ikke have tiltro til deres påståede evighed, det eneste han af bitter erfaring, kan tro på, er hvad han kan se og røre ved, for dette kan dog ikke forråde ham, den ømme ligegyldighed blandt tingene gemmer på den absurde lykke.

Ser man på forholdet mellem "Den fremmede" og "Sisyfosmyten", udgøres, som nævnt i indledningen, der her, et uadskilleligt par, der hver på sin måde har til formål at skildre den absurditet gennem hvilken Camus ser verden. Tager man netop Camus' overordnede formål med romanen i betragtning, at vise læseren dennes daglige fagters ligegyldighed, at holde læserens liv op for ham, så han kan se hvad det egentlig er, synes "Sisyfosmyten" at sætte dette i relief. Den udkom nemlig ganske få måneder efter romanen, og havde til formål at belyse hvordan denne sære roman skulle tages, hvilket betød, at ingen før Sisyfosmytens udgivelse, havde forudsætninger for at forstå denne roman. Således var der altså tale om noget grundlæggende nyt. Pessismistiske romaner har det ikke skortet på, hverken før eller efter verdenskrigene, man tør blot se på f. eks. Sartres forfatterskab, hvis første udgivelse havde titlen: Kvalme! "Den fremmedes" pessimisme er af en anden karakter; gennem en gennemført simplicitet, udtrykker den en lede overfor den moral og de værdier, hvoraf den selv er et smertensbarn. Når Camus bruger manden i telefonboksen, hvis bevægelser bag ruden synes umenneskelige, bliver dette billede, som Sartre påpeger s. 120 i sit essay om romanen til et karakteristika for opbygningen; mennesker bag ruden, som lader alt andet end de menneskelige bevægelsers betydning slippe forbi. Denne rude er, i kraft af sproget i romanen, indskudt mellem læser og bog, og som Sartre påpeger, er der kun tilbage at vælge ruden som bevidsthedssfære, hvilket skal ses som et sprogligt produkt af selve den absurde grundtanke, over hvilken man aner noget Hegelsk: tese-antitese-syntese -menneske-verden-absurditet. Denne synteses konsekvens udføres altså gennem romanen med en sådan konsekvens, at det bliver stedse klarere, at Camus har iført sin filosofi en skønlitterær klædedragt. Og tænker man sig om, er dette også det eneste rigtige, for hvordan forklarer man en følelse bedre end ved at vise dens konsekvenser? Således mener jeg Camus' skønlitterære kvaliteter er uomtvistelige.






Konklusion

Skal man konkludere på dette arbejde, må man i første omgang sige, at den i indledningen påståede sammenhæng mellem "Sisyfosmyten" og "Den fremmede", grundigt er eftervist. Men det var ikke det primære, absurditeten gennem analyse, var det vigtigste, og dette mener jeg, at have opnået. Jeg har nærmet mig absurditetens natur, ved at fremhæve eksempler på den og beskrivelser af den, men nærmere er jeg ikke kommet, for helt at summmere følelsen op og beskrive den i sig selv, kræver for det første den helt personlige oplevelse af det Camus beskriver, som jeg ikke har eller har haft, og for det andet, lader en følelse sig vel aldrig beskrive totalt i noget så ubestandigt som sprog. Så selve Camus' forsøg på selvsamme var dødsdømt på forhånd? Nej, for hans genistreg består i at have begået en roman af tavshed og gennem denne tavshed, han så pinligt konsekvent gennemfører, opnår han at gøre tavsheden talende, en tavshed der lader den ikke følelsesmæssigt indviede få og opleve en flig af det bundløse univers der udspiller sig gennem absurditetens forudsætning, døden. Denne flig mener jeg at have oplevet, jeg mener at have forstået denne tavshedens tale, og gennem læsning, bearbejdning, analyse og tolkning, at have vist denne forståelse. Jeg mener at have forstået Camus' helt igennem originale brug af det klassiske forhold: et sygt samfund, og en helt, der modsætter sig denne sygdom og modarbejder den.
At samfundet er sygt er en ofte brugt konklusion, men ikke mange før Camus, har formået at dianostigsere sygdommen, og det så såre simpelt som han gør i denne roman. Sygdommen er den der har gennemsyret samfundet i så høj grad, at den lader sig vise ved passivitet, og ligegyldighed, at den lader sig beskrive, blot ved de handlinger, der skulle skjule den.

Således mener jeg gennem mit arbejde med romanen, at have karakteriseret Albert Camus som det naive menneske, der belært af stedse flere smertelige erfaringer, har måttet bortkaste den ene sandhed efter den anden. Med ubehag se de værdier der syntes så sikre og ukrænkelige, gennem selve den menneskelige stræben -denne hellige stræben, der har gjort mennesket til det storslåede væsen det er, blive genstand for de krænkelser de ved deres blotte natur, måtte afvise. Jeg vil kalde Camus en smertens realist.

tilbage til den smarte interaktive og i kapitler inddelte side